Kiselgården

Februar 2015

I sidste uge blev vores egen lille ERFA-gruppe igen samlet til en omgang markvandring. Eller som vi blev enige om: Morgenmad, en hurtig tur rundt og så lidt mere mad og kaffe. Det er enormt forfriskende at komme ud til kollegaerne og se hvad de går og kæmper med til daglig. Selvom vi alle sammen dyrker økologiske grøntsager, har vi enormt forskellige problemstillinger og det er rart at kunne få lidt sparring og et par gode råd engang imellem. Selvfølgelig har vi også hver især konsulenter tilknyttet, men det er bare noget andet at få gode råd fra de andre, som rent faktisk har fingrene i jorden hver dag.

Med de nyeste ideer og tanker i baglommen, føler vi os igen kampklare til at komme i gang med den nye sæson.
Markerne begynder også at tage form. Vi har kørt kompost ud, pløjet det hele og skal nu i gang med harven. Så er der i virkeligheden ikke så lang tid til de første planter kommer. I uge 11 starter det hele og så bliver der ved med at komme planter hver evig eneste uge helt frem til slutningen af august.

 

Vi glæder os enormt meget til sommer og alle de grøntsager den bringer med sig, og vi håber, at I kan holde de tunge vintergrøntsager ud lidt endnu! Vi kan i hvert fald snart se lyset og enden på den mørke vinter.

 

Mange hilsner

Amy & Ask