Var det ikke bare for et øjeblik siden, at vi bød 2018 velkommen? Og nu skal vi allerede til at skrive 2019, lige om lidt?
Fleksibilitet og omstillingsparathed er to ting vi i høj grad har lært noget af de seneste par år. Ikke et år er ens, og hver sæson har sine nye spændende udfordringer og og løsningerne er sjældent de samme, og det er lige netop det vi mener er så spændende ved det vi laver. Vi skal altid være parate til at lave om i planerne og det har sæson 2017 og 2018 i den grad vist. De to år har været som dag og nat, vådt og uendelige regnvejrsdage det ene år, og knastørt det andet år. Det bliver spændende at se, hvad 2019 har at tilbyde!
År 2018 var som sagt præget af tørke, men trods det, har udbytterne været rigtig fine på de fleste afgrøder, do var der nogle enkelte ting som sket ikke lykkedes, trods ihærdige forsøg på at hjælpe dem på vej. Vi har fået det absolut bedste ud af situationen, og er meget tilfredse med det hele. Nu har vi prøvet det bedste af begge verdener, og er godt klædt på til hvad end 2019 har at tilbyde.
Der er nogle spændende ting på vej i 2019, og vi kan slet ikke vente med at komme igang! Allerede i januar og februar er der lagt en masse spændende møder ind, men størst af alt må være, at vi har overtaget driften af drivhusene, og er så småt begyndt at gøre klar der inde. Der er skrubbet og gjort rent for den helt store guldmedalje her de seneste uger, og specielt Ask glæder sig til at komme igang! Vi kommer til at lave krydderurter til restauranterne, noget vores kunder har efterspurgt i lang tid, og så skal vi have pustet nyt liv i planteskolen, hvor private kan komme og hente udplantningsplanter, krydderurter, jord, gødning og frø til køkkenhaven og krukkerne på altanen.
I forbindelsen med, at vi nu skal starte op i drivhusene, har vi også valgt at rokere rundt i vores arbejdsopgaver. Ask rykker fra traktoren og ind i drivhusene, og Amy overlader den daglige ledelse af pakkeriet i kyndige hænder af vores medarbejdere, og hopper bage rattet i traktoren.
Vi kan slet ikke vente med at komme igang med hver vores nye kasket, men først skal vi skifte arbejdestøjet ud med noget mere festligt, tage hinanden i hånden og hoppe ind i det nye år med gode venner, vi føler os meget heldige!
Med ønsket om et fantastisk godt nytår,
Ask og Amy