Vi var til fest forleden. En stor og hyggelig fest, hvor vi ikke kendte så mange mennesker, men faldt i spændende snakke med en masse folk med en masse forskellige baggrunde og dermed forskellige opfattelser af livet. Lets face it, der er altid en lidt stram og speciel stemning til at starte med, når man ikke kender folk, men man kan få de vildeste og mest spændende samtaler og debatter igang når knuderne løsnes. Denne aften var ingen undtagelse.
Vi stod længe og snakkede med en familie, hvor mor gik hjemme og far havde en stilling med kanon løn og nedsat tid. Så blev vi spurgt ind til arbejdstider i landbruget, hvor vi kiggede på hinanden og begynde at grine. Hvorfor? Fordi der er ikke noget som hedder arbejdstider, nedsat tid eller gode lønninger i landbruget. Vi blev mundlamme, når vi fik kommentaren”I skulle se at arbejde mindre, så I kunne få tid til at oplyse jer selv noget mere om hvordan verden er skruet sammen”. Kom nu, vi lever sku da ikke under en sten! Der har været, der er og der kommer altid til at være en kæmpe kløft mellem “bonden og den højt oplyste”, og fordi vi, vores medarbejdere og vores kollegaer har valgt denne sti, betyder ikke at vi skal ses ned på, eller undervurderes. Vi skal da alle sammen se verden med vores briller, og stadig give plads til, at ikke alle sammen kan være enige, lave det samme eller have de samme verdensbillede. Respekter andres værdier, lyt til hvad andre har at sige, måske kunne vi alle sammen lære noget af det? I kan iøvrigt læse mere om vores tanker omkring det at være landmand anno 2019 her og om hvordan vi som primærproducenter er fuldstændig til grin her.
Vi er udmærket godt klar over, hvordan verden er skruet sammen, for vores vedkommende i hvertfald, ikke alle kan være så priviligerede at have stillinger med skyhøje lønninger, tre ugers sommerferie, fri i weekender og helligdage og så videre. Måske en generalisering, men I fanger nok vores tankegang? Vi gør det vi gør, fordi vi brænder for det, og fordi hvis vi slapper af bare et øjeblik og ikke er opmærksomme, så skal der nok være en anden der kommer og tager vores værk fra os. Det er vilkårene. Det samme gælder vores medarbejdere. Vi har nogle kanondygtige folk ansat, som også brænder for det de laver, trods vilkårene aldrig kommer til at indeholde nedsat tid til lønninger som på ingen måde kan hamle op med “akademiker” lønninger. Men nogen skal stadig gøre det her arbejde i fødevaresektoren som så mange tager for givet. God og stabil arbejdskraft er en by i rusland og vi gør alt hvad vi kan for at være en fleksibel arbejdsplads, for at imødekomme den enkelte medarbejders behov, for at vi trods de dårlige vilkår, hårdt arbejde, og til tider uretfærdigt lange arbejdsdag stadig kan være en attraktiv arbejdsplads. Udskiftning i medarbejder hos os er heldigvis lav, men det sker da fra tid til anden at der falder folk fra. Dem som nu engang falder fra, er tit dem som kommer fra de “bedre” kår fra arbejdsmarkedet end det landbruget kan tilbyde, men finder hurtigt ud af at det er benhårdt arbejde og at der ikke er udsigt til at arbejde på nedsat tid, fri i tid og utide og så videre.
Efter kommentaren om vores manglende oplysning om verdenssituationen, har vi haft nogle gode snakke her hjemme om, hvordan verden vil se ud hvis der ikke var sådanne jubelidioter som os og vores kollegaer. Hvem skal så tage over? Hvor skal maden komme fra? Der er selvfølgelig en masse fede initiativer med vertical farming, bylandbrug og jeg skal komme efter dig, men ikke noget af det kommer nogensinde til at brødføde verden. Størstedelen af maden kommer altid til at blive produceret ude på landet, i rigtig jord, af rigtige mennesker. Selv med ny robotteknologi som på alvor er ved at komme for at blive i landbruget, vil der altid være en landmand som knokler for latterligt lave belønninger sammenlignet med så meget andet, og selvfølgelig er vores hverdag altid krydret med kritik fra den anden lejre. Denne diskussion skal ikke indeholde problematikker med sultende børn i ulandene, vi tænker ikke at en økologisk gulerod kan redde verden.
Vi får da også heldigvis en masse positiv feedback, men det er ikke noget vi kan omsætte direkte til tal i bankbogen. Landbruget kommer altid til at have gæld, og det sælger godt i overskrifterne og det er nok en af de største syndere til vores dårlig ry og rygte, lige efterfulgt af gyllelugt om foråret. Men hvad skal vi gøre ved det? Nogle idéer? Nu spørger vi helt direkte, er der nogle der ude, som vil invester i landbrug, så vi alle sammen stadig kan have noget af leve af i fremtiden? Vi har, og vores kollegaer har så meget godt at tilbyde i fremtiden, skal vi sammen finde løsningerne og finansieringen til det?
Kløften mellem by og land er for stor, hvem vil være med til at gøre en forskel?
