Kiselgården

Der var en gang…

Forleden aften sad vi i vores udestue og drak gin & tonics og snakkede om al den positive feedback vi havde fået på vores forslag om at starte en blog. Vi skulle lige finde ud af hvordan vi skal takle det med bloggen.

Der sidder vi tit om aftenen, efter arbejde og børneputning, og snakker om drømme og fremtid, dagligdagen og hvad end der nu måtte være af tankemylder. Selv om vi arbejder på samme adresse, kan der tit gå en hel dag uden at vi når at se hinanden, udover en hurtig frokost over køkkenbordet, og en masse telefonopkald på kryds og tværs med små informationer omkring den daglige drift af Kiselgården.

Men lige denne aften snakkede vi om fortiden, hvordan vi mødtes, hvad vi har oplevet af op og nedture sammen igennem årenes løb, søvnløse nætter grundet dårlig  økonomi, enorme skænderier på kryds og tværs de to generationer mens generationsskiftet stod på, sæsoner med dårlig høst, dårlig samvittighed overfor venner og familie, som der i lange perioder slet ikke har været hverken tid eller overskud til, frustration og det kæmpe ansvar vi står med hver dag.. Derudover kommer der selvfølgelig de daglige “små ting”, som man kan forestille sig alle børnefamilier kæmper med. Det er kun så meget man kan bære på sine skulder, men heldigvis er vi to om det, med hver vores kompetencer der gør, at vi har overlevet og står stadig oprejs i dag.

Alt virker helt sikkert perfekt set udefra, det må da være så idyllisk med livet på landet? Det idylliske og hyggelige liv som vi så gerne deler ud af på de sociale medier er kun et lille glimt af vores liv, og det er her bloggen kommer på banen. Vi vil gerne fortælle hele historien, bid for bid. Vores historie, vores tanker om løst og fast, og med lidt faglig input fra tid til anden. Nu skal det bestemt ikke forstås som om det hele er hårdt med hårdt på, bestemt ikke, men det er desværre sjældent den anden side af medaljen kommer frem.

Velkommen til, vi er Ask, 32år og Amy 29år, vi har to børn Victor 7år og Birk 6 år. Vi driver økologisk landbrug på Kiselgården ved Ugerløse på Sjælland. Det er her I kan følge med i vores liv som en helt almindelig familie, men med arbejde og livstil de færreste kan sætte sig ind i.