Vi var ude og handle ind til aftensmad den anden dag, og gik forbi den lokale discountkæde. Udenfor hang der en kæmpe banner, hvor der var et billede af et æble og teksten lød “UHØRT BILLIGT, 1KR STK”. Av mit hjerte. Et par dage senere, var vi til noget børnefestival, hvor vi så skulle købe en flaske vand (nej vi er ikke hellige og køber nogle gange vand på flaske), her kostede 0,5l 20kr. Prøv lige og samenligne det med én liter mælk! Jeg var simpelthen nød til på stedet, at tjekke på nettet hvad en liter mælk koster. Konventionel mælk kan man købe for lige under 8kr liter, økomælk til et sted mellem 10-13kr liter afhængig af navnet på kartonen. Hvad skal der til, for at primærproducenten kan få lige en skilling eller to mere for deres hårdt arbejde? En meget lille pris for forbrugerne i det daglige, for at sikre noget så livsnødvendigt som fødevarer? Hvornår er det blevet en “ting”, at maden skal være uhørt billigt? Og nej, det er ikke nok, at supermarkederne hæver priserne en smule, de penge skal følge helt tilbage til primærproducenterne.

Køb lokalt og direkte fra producenten, ville nogen nok tænke nu, og det er også en meget smuk tanke, men ikke realistisk i det store billede. Det er de færreste i nutidens samfund, der har tid til at køre rundt fra gård til gård for at købe ind, det har vi i hvertfald ikke. Fine og hyggelige butikker med specialvarer i storbyerne er også en kanon ide, men for at være helt ærlig, er udvalget for snævert til os kræsne forbrugere som vi engang er blevet til med tiden. Omsætningen er for lav i de små butikker eller på de lokale torvedage til, at det kan betale sig for større producenter.

Udover at mere vil have mere, billig, billigere, uhørt billigt, er forventningerne til producenterne blevet skyhøje, og det er også helt fint, hvis prisen bare kunne nå at følge med. Vi kan simpelthen ikke producere billigere og mere effektivt end vi gør idag. Det kan ingen, uanset om man er økolog, konventionel, dyrker man grøntsager, har mælkekøer eller opfeder svin, det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Vi har de sidste par år arbejdet hen mod, at finde en investor som kunne have interesse i at være med i vores rejse mod en endnu bedre drift af Kiselgården, for at tage det hele op på næste niveau og måske sammen med os finde de løsninger der skal til, for at der fortsat kan produceres, nu i vores tilfælde grøntsager, her i Danmark. Desværre uden held. Lige så snart folk hører det er landbrug og primærproduktion, løber folk skrigende væk. Det under jeg dem gerne, hvem skulle dog have lyst til at gå ind i et erhverv som har så dårlig ry og hvor afregningspriserne kun er gået i én retning, samtidig med at omkostningerne er steget.

Høsten er ikke noget værd, hvis der ikke findes sådanne jubelidioter som os og vores kollegaer. Hårdtarbejdende folk, som sørger for at du og jeg kan få mad på vores tallerkner, også i morgen. Mad er en menneskeret, men skal det være det til enhver pris?