Igen stod vi ude ved en af vores grøfter, og kiggede på brønden, hvor al den vand som ligger som kæmpemæssige søer rundt omkring, skal føre vandet væk og videre til Åmoseå. Jeg skriver igen, fordi det gør vi hver dag for tiden. Det er fast arbejde at holde drænene igang, og sørge for at pumperne virker. Nu snakker vi om så kæmpe mæssige mængder vand, at det forsvinder ikke bare af sig selv, men skal altså pumpes væk. Uden tørre marker, kan vi ikke dyrke noget, og uden dyrkning, kan vi nok begynde at finde noget andet at leve af. Igen stod vi der, med drivvådt tøj (i øvrigt er 7 par arbejdsbukser ikke nok i disse tider, sponsorer til mere regntøj og arbejdstøj søges) og kunne konstatere, at livet nogle gange er enormt uretfærdig. Ja, det må man altså godt sige når temperaturen ikke er over de 5 grader, tøjet er vådt og gummistøvlerne fyldt med vand. Vi kan godt lide Landbrug og Fødevares slogan #nogetatlevefor og #nogetatleveaf men for at være ærlig, er vi som primærproducenter da fuldstændig til grin ude i verden. Sloganet skulle nok istedet hedde #erdethernogetatlevefor. Fordi lige gyldigt hvor meget vi elsker det vi lever, og vi faktisk er ret dygtige til det vi lever, føler vi os godt nok til grin når vi læser en artikel om en eller anden spil til telefonen som er blevet solgt for 45 milliarder kroner. Ja, der kan primærproducenterne godt pakke sammen. Og vi syns det er fedt der er folk her i verden som kan tjene penge på at sælge et spil, men det nu alligevel lidt paradoksalt at et spil trækker mere end noget så livsvigtigt som mad.
Nu kommer så det sjove, forbrugerne vil så gerne have fødevareløsninger, som idag skal spænde fra alt imellem bæredygtigt til økologisk og vegansk, så langt så godt, vi står gerne på hovedet for levere. Det bliver der så investeret vandvittige summer af penge i, men havner de penge nogensinde i lommerne på primærproducenterne, som skal løbe mange flere km for at tjene engang den første million af de 45 milliarder? Nej det gør de ikke. Og ja det er selvfølgelig dejligt at der er gang i handlen, men det betyder sådan set kun vækst i omsætningen hos landmanden, ikke direkte i pengepungen. Udgifterne mindskes ikke i takt med øget salg, tvært i mod.
Kravene for, hvordan og hvad der skal produceres stiger nærmest dag for dag, og fordi prisen desværre ikke stiger i takt med kravene, skal det hele skal gøres så effektivt som over hoved muligt, for at sikre overlevelsen. Det er kun de dygtigste og mest innovative som overlever. Vi har ikke råd til at sove i timen, eller smække benene op på sofaen og tage en slapper. Effektivitet klinger med investeringer i for eksempel i nyt teknologi, men jeg har nu svært ved at se at det nogensinde kommer til at give så flotte afkast fra sig som når et spil bliver solgt for 45 milliarder.
Tilbage til grøftekanten og vores pt oversvømmede marker, tænker vi på de mange forslag om at lægge vores lavtliggende jord om til sump og vandreservoir hvor al verdens fugle ville kunne slå lejer. Og ja, så kan vi skælde ud på regering som i 30´erne gav tilskud til at dræne landbrugsjord, men lidt nytter det nu. Hvis man ser sådan helt isoleret set på det, og mere specifikt på vores situation lige nu, er det det her jord vi ejer og driver, og dermed er vi nød til at få det absolut bedste ud af det, andet har vi ikke råd til. Medmindre vi lige pludselig kan finde ud af at lave en app og tjene kassen på det? Hvis folk er villige til at investere svimlende høje beløber i spil på telefonen, så hvorfor ikke i for eksempel naturområder? Nå ja, det giver ikke plus på bankkontoen.
Så jo, men hvem skal betale?
Og nu ikke så bekymrede, det er slet ikke så sort endda, men vi er bare trætte af altid at være dem med vådt tøj og støvlerne fyldt med vand.
