Trods den fagligt kompliceret dyrkningssæson, hvor vi har måttet navigere i til tider umulige forhold, prioritere og træffe beslutninger om fokusområder, har vores overskud og motivation i dagligdagen aldrig været bedre.
Taknemmelighed er det ord der beskriver vores tilværelse lige nu bedst. Vi er taknemmelige over vores lille familie er sund og raske, vores børn er ved at vokse sig til nogle enormt store og selvstændige børn med nogle sunde interesser, også en smule spirende interesse for familievirksomheden. Vi er omringet af nogle fantastiske venner og kollegaer som er med på vores rejse mod vores delmål, visioner og drømme.

Vi er enormt ydmyge over de samarbejder med vores kunder vi med årene har fået etableret og som kun vokser sig større og stærkere for hvert år der går. Vi er ydmyge og stolte når vi tænker over, hvor mange middagsborde vores hårde arbejde og passion beriger.

Må det nye år blive fantastisk, lykkebringende og produktivt
Fam. Rasmussen

Indlægget Nytårs hilsen blev vist første gang den Kiselgården.

Selvom Kiselgården altid har haft en en gårdbutik, er det desværre blevet tid til at anerkende at vi vi ikke kan nå det hele, uanset hvor stærkt vi løber og hvor tidligt vi står op.

Selvom gårdbutikken altid har været selvbetjent,  er der stadig meget arbejde forbundet med det. Vi kan godt lide at gøre tinge ordentligt, og har det sidste stykke tid følt at vi kun har haft tid til et halvhjertet indsats i gårdbutikken.

For os er det enormt vigtigt at kunne koncentrere os om vores primære drift, samt at prøve at holde lidt fri engang i mellem.

Kh Ask og Amy

Indlægget Gårdbutikken er lukket blev vist første gang den Kiselgården.

Gårdbutikken og drivhusene holder åbent hver dag, kig gerne ind, men snup et par blå plastikhandsker på fra gårdbutikken. Betaling foregår kun via MobilePay, så vi undgår smitte via mønter og pengesedler.

Til alle vore B2B kunder:

Vi er her selvfølgelig stadig, og leverer som altid før, gi gerne et kald hvis dette giver anledning til spørgsmål.

Pas godt på jer selv og jeres nære og kære, vi ses på den anden side!

Indlægget Covid-19 blev vist første gang den Kiselgården.

Vi har de seneste 2-3 år brugt enormt meget tid på at finde investorer til at have med på rejsen i videreudvikling af vores produktion, alt fra dyrkning til salg. Det man i erhvervslivet kalder for arbejdsro til at udvikle.

Hvis vi have opfundet en app til telefonen, eller noget andet IT relateret, selv start-up virksomheder med en god idé, var der faktisk rigtig mange muligheder for at finde kapital til at komme over stepperne. Men når ordet “landbrug” eller “fødevareproduktion”, kommer på tale, er det desværre noget helt andet. Det er simpelthen umuligt, men hvorfor? Hvad skal der til for at I vil synes det kunne være spændende at gå med i?

Indlægget Hvem skal investere i fremtidens fødevareproducenter? blev vist første gang den Kiselgården.

Køb lokalt og direkte fra producenten, ville nogen nok tænke nu, og det er også en meget smuk tanke, men ikke realistisk i det store billede. Det er de færreste i nutidens samfund, der har tid til at køre rundt fra gård til gård for at købe ind, det har vi i hvertfald ikke. Fine og hyggelige butikker med specialvarer i storbyerne er også en kanon ide, men for at være helt ærlig, er udvalget for snævert til os kræsne forbrugere som vi engang er blevet til med tiden. Omsætningen er for lav i de små butikker eller på de lokale torvedage til, at det kan betale sig for større producenter.

Udover at mere vil have mere, billig, billigere, uhørt billigt, er forventningerne til producenterne blevet skyhøje, og det er også helt fint, hvis prisen bare kunne nå at følge med. Vi kan simpelthen ikke producere billigere og mere effektivt end vi gør idag. Det kan ingen, uanset om man er økolog, konventionel, dyrker man grøntsager, har mælkekøer eller opfeder svin, det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Vi har de sidste par år arbejdet hen mod, at finde en investor som kunne have interesse i at være med i vores rejse mod en endnu bedre drift af Kiselgården, for at tage det hele op på næste niveau og måske sammen med os finde de løsninger der skal til, for at der fortsat kan produceres, nu i vores tilfælde grøntsager, her i Danmark. Desværre uden held. Lige så snart folk hører det er landbrug og primærproduktion, løber folk skrigende væk. Det under jeg dem gerne, hvem skulle dog have lyst til at gå ind i et erhverv som har så dårlig ry og hvor afregningspriserne kun er gået i én retning, samtidig med at omkostningerne er steget.

Høsten er ikke noget værd, hvis der ikke findes sådanne jubelidioter som os og vores kollegaer. Hårdtarbejdende folk, som sørger for at du og jeg kan få mad på vores tallerkner, også i morgen. Mad er en menneskeret, men skal det være det til enhver pris?

Indlægget Hvad skal vores mad koste? blev vist første gang den Kiselgården.

Indlægget Gårdbutikken har igen åbent! blev vist første gang den Kiselgården.

Vi stod længe og snakkede med en familie, hvor mor gik hjemme og far havde en stilling med kanon løn og nedsat tid. Så blev vi spurgt ind til arbejdstider i landbruget, hvor vi kiggede på hinanden og begynde at grine. Hvorfor? Fordi der er ikke noget som hedder arbejdstider, nedsat tid eller gode lønninger i landbruget. Vi blev mundlamme, når vi fik kommentaren”I skulle se at arbejde mindre, så I kunne få tid til at oplyse jer selv noget mere om hvordan verden er skruet sammen”.  Kom nu, vi lever sku da ikke under en sten! Der har været, der er og der kommer altid til at være en kæmpe kløft mellem “bonden og den højt oplyste”, og fordi vi, vores medarbejdere og vores kollegaer har valgt denne sti, betyder ikke at vi skal ses ned på, eller undervurderes. Vi skal da alle sammen se verden med vores briller, og stadig give plads til, at ikke alle sammen kan være enige, lave det samme eller have de samme verdensbillede. Respekter andres værdier, lyt til hvad andre har at sige, måske kunne vi alle sammen lære noget af det? I kan iøvrigt læse mere om vores tanker omkring det at være landmand anno 2019 her  og om hvordan vi som primærproducenter er fuldstændig til grin her.

Vi er udmærket godt klar over, hvordan verden er skruet sammen, for vores vedkommende i hvertfald, ikke alle kan være så priviligerede at have stillinger med skyhøje lønninger, tre ugers sommerferie, fri i weekender og helligdage og så videre. Måske en generalisering, men I fanger nok vores tankegang? Vi gør det vi gør, fordi vi brænder for det, og fordi hvis vi slapper af bare et øjeblik og ikke er opmærksomme, så skal der nok være en anden der kommer og tager vores værk fra os. Det er vilkårene. Det samme gælder vores medarbejdere. Vi har nogle kanondygtige folk ansat, som også brænder for det de laver, trods vilkårene aldrig kommer til at indeholde nedsat tid til lønninger som på ingen måde kan hamle op med “akademiker” lønninger. Men nogen skal stadig gøre det her arbejde i fødevaresektoren som så mange tager for givet. God og stabil arbejdskraft er en by i rusland og vi gør alt hvad vi kan for at være en fleksibel arbejdsplads, for at imødekomme den enkelte medarbejders behov, for at vi trods de dårlige vilkår, hårdt arbejde, og til tider uretfærdigt lange arbejdsdag stadig kan være en attraktiv arbejdsplads. Udskiftning i medarbejder hos os er heldigvis lav, men det sker da fra tid til anden at der falder folk fra. Dem som nu engang falder fra, er tit dem som kommer fra de “bedre” kår fra arbejdsmarkedet end det landbruget kan tilbyde, men finder hurtigt ud af at det er benhårdt arbejde og at der ikke er udsigt til at arbejde på nedsat tid, fri i tid og utide og så videre.

Efter kommentaren om vores manglende oplysning om verdenssituationen, har vi haft nogle gode snakke her hjemme om, hvordan verden vil se ud hvis der ikke var sådanne jubelidioter som os og vores kollegaer. Hvem skal så tage over? Hvor skal maden komme fra? Der er selvfølgelig en masse fede initiativer med vertical farming, bylandbrug og jeg skal komme efter dig, men ikke noget af det kommer nogensinde til at brødføde verden. Størstedelen af maden kommer altid til at blive produceret ude på landet, i rigtig jord, af rigtige mennesker. Selv med ny robotteknologi som på alvor er ved at komme for at blive i landbruget, vil der altid være en landmand som knokler for latterligt lave belønninger sammenlignet med så meget andet, og selvfølgelig er vores hverdag altid krydret med kritik fra den anden lejre. Denne diskussion skal ikke indeholde problematikker med sultende børn i ulandene, vi tænker ikke at en økologisk gulerod kan redde verden.

Vi får da også heldigvis en masse positiv feedback, men det er ikke noget vi kan omsætte direkte til tal i bankbogen. Landbruget kommer altid til at have gæld, og det sælger godt i overskrifterne og det er nok en af de største syndere til vores dårlig ry og rygte, lige efterfulgt af gyllelugt om foråret. Men hvad skal vi gøre ved det? Nogle idéer?  Nu spørger vi helt direkte, er der nogle der ude, som vil invester i landbrug, så vi alle sammen stadig kan have noget af leve af i fremtiden? Vi har, og vores kollegaer har så meget godt at tilbyde i fremtiden, skal vi sammen finde løsningerne og finansieringen til det?

Kløften mellem by og land er for stor, hvem vil være med til at gøre en forskel?

Indlægget Hvad skal fremtiden byde på? blev vist første gang den Kiselgården.

Vi har åbent hver dag med selvbetjening, og er altid at finde rundtomkring på gården hvis der er brug for råd og vejledning.

Gårdbutikken holder sæsonlukket, og vender stærkt tilbage til sommer.

Indlægget Planteskolen har åbent! blev vist første gang den Kiselgården.

Nu kommer så det sjove, forbrugerne vil så gerne have fødevareløsninger, som idag skal spænde fra alt imellem bæredygtigt til økologisk og vegansk, så langt så godt, vi står gerne på hovedet for levere. Det bliver der så investeret vandvittige summer af penge i, men havner de penge nogensinde i lommerne på primærproducenterne, som skal løbe mange flere km for at tjene engang den første million af de 45 milliarder? Nej det gør de ikke. Og ja det er selvfølgelig dejligt at der er gang i handlen, men det betyder sådan set kun vækst i omsætningen hos landmanden, ikke direkte i pengepungen. Udgifterne mindskes ikke i takt med øget salg, tvært i mod.

Kravene for, hvordan og hvad der skal produceres stiger nærmest dag for dag, og fordi prisen desværre ikke stiger i takt med kravene, skal det hele skal gøres så effektivt som over hoved muligt, for at sikre overlevelsen. Det er kun de dygtigste og mest innovative som overlever. Vi har ikke råd til at sove i timen, eller smække benene op på sofaen og tage en slapper.  Effektivitet klinger med investeringer i for eksempel i nyt teknologi, men jeg har nu svært ved at se at det nogensinde kommer til at give så flotte afkast fra sig som når et spil bliver solgt for 45 milliarder.

Tilbage til grøftekanten og vores pt oversvømmede marker, tænker vi på de mange forslag om at lægge vores lavtliggende jord om til sump og vandreservoir hvor al verdens fugle ville kunne slå lejer. Og ja, så kan vi skælde ud på regering som i 30´erne gav tilskud til at dræne landbrugsjord, men lidt nytter det nu. Hvis man ser sådan helt isoleret set på det, og mere specifikt på vores situation lige nu, er det det her jord vi ejer og driver, og dermed er vi nød til at få det absolut bedste ud af det, andet har vi ikke råd til. Medmindre vi lige pludselig kan finde ud af at lave en app og tjene kassen på det? Hvis folk er villige til at investere svimlende høje beløber i spil på telefonen, så hvorfor ikke i for eksempel naturområder? Nå ja, det giver ikke plus på bankkontoen.

Så jo, men hvem skal betale?

Og nu ikke så bekymrede, det er slet ikke så sort endda, men vi er bare trætte af altid at være dem med vådt tøj og støvlerne fyldt med vand.

Indlægget jo, men hvem skal betale? blev vist første gang den Kiselgården.

Vi regner med at åbne dørene i uge 16, dog afhængig af vejret.

Indlægget Åbning af ny planteskole blev vist første gang den Kiselgården.